De har afgørende beviskraft over
medicinske sandsynligheder.
Klinisk forskning fyldt med fejl. Det danske
Ingeniøren bragte i nr.21/1999 en 2-sides artikel med
denne titel. P.g.a. metodiske mangler opfyldes det
relevante codex sjældent. Højst 6% af artiklerne om
klinisk forskning er videnskabeligt sunde, siger den
nordiske centerleder. På dét grundlag skal læger og
politikere afgøre, om en behandling duer. Ser vi på
amalgam kan det bevises, at påstanden om dets
ufarlighed er et falsum; man forstår ikke de kemiske
processer, som kviksølv (Hg) sætter i gang, især i
hjernen, og som er afgørende for vort helbred.
De fleste vestlige sundhedsvæsener demonstrerer en
oprørende uvidenhed om kviksølvs katastrofale
virkninger. Ligeså forbiser man kvalificeret biokemisk
forskning, der forbedrer tilværelsen for mange kronisk
syge eller kurerer dem. I stedet benyttes egne metoder
for kliniske undersøgelser. Der opstilles hypotetiske
årsager og v.hj.a. statistisk signifikans vælges den
sandsynligste; den virkelige er måske ikke engang
blandt de undersøgte; Hg aldrig. De er så kostbare, at
kun de mest løfterige "videnskabelige beviser"
gennemføres. Resten kan bekvemt affærdiges med
klichéen "ikke videnskabeligt bevist", f.eks. amalgam.
Metodiken er forskellig fra alt andet, unødigt
kompliceret og dyr dèr, hvor kemi kan løse gåderne med
langt større sikkerhed. Et magtfuldt monopol er bygget
op omkring den kliniske forskning med risiko for
manipulation af de omgivende samfund. Med kemifakta
får man afgørende beviskraft over kliniske
sandsynligheder Denne artikel afslører de officielle
standpunkter og er en oversigt over kroniske sygdomme
som konsekvens af amalgamforgiftning, og den er
samtidig en invitation til at forske på deres fælles
baggrund med kemiske, biokemiske og medicinske metoder
side om side, fordi de medicinske metoder alene ikke
duer i det aktuelle tilfælde.
A. De officielle standpunkter er forkerte. Mere end
50 mio. kviksølvatomer i hver eneste af den
forgiftedes 60.000 mia. celler
Myndighederne negligerer egen risikoviden.
EU-rapporten fra 1998 (1) røber forkerte hold-ninger
og manglende kundskaber: Den vedgår a) at folk med
amalgam har signifikant mere kviksølv i spyttet og i
mundhulens luft end de uden, b) at kviksølv også
fordeles til hjerne og nyrer, c) at det kan gå gennem
ellers beskyttende barrierer, blod-hjerne og i
moderkagen og d) at man ikke ved, at også vi danner
det langt giftigere methylkviksølv. Trods dette er
forsigtighedsprincippet suspenderet.
Dogmet om amalgams ufarlighed er en videnskabelig
brøler. Det frikendes, fordi man ikke finder
sygdomsfremkaldende kviksølvmængder i blod og urin. De
har da også forlængst sat sig fast i kroppens organer
og er aktive dèr. Blod og urin er kun til transport,
kan hverken opløse eller deponere det patogene Hg.
Fejltolkningen er en alvorlig blamage for tandlæger,
myndigheder og universiteter. Det er desuden påvist
experimentelt, at urinanalyser giver forkerte
sygdomsoplysninger (2).
Rapporten indeholder mange andre fejl. Vort egentlige
biologiske problem er ikke erkendt: At vi er ude af
stand til at udskille kviksølv ved normal afgiftning
via nyrerne, netop fordi det sidder fast.
Kviksølvs vandring fra tænderne sættes alt for lavt:
3-17 µg/dag (3), mg=mikrogram. Over 100 er målt (4).
Fra føden 2-3. "Amalgam-generationen" har i middel 12
fyldninger med ca. 6 g Hg. Når de efter ca. 15 år
udskiftes, er ca. 40% = 2,4 g forsvundet, over 400
µg/dag. Mere end 1 g er lagret i kroppen. Det kan
beregnes, at der da er over 50 mio. Hg-atomer i hver
eneste af vore 60.000 mia. celler. Rigtigt mange til
at angribe DNA. Overgang til ustabilt high
kobberamalgam sidst i 70´erne øger Hg-frigørelsen, i
værste fald anslået af NIOM til 6.300 µg/dag (4). Det
bekæmper cariesbakterier bedre, sagde man. Ingen tanke
på dets skæbne i kroppen. Pigerne er nu fødedygtige og
giver en del videre til næste generation, se afsnit C.
Udsondringen angives altså fra officielt 3-17 µg/dag
via 100 til 400 og op til 6.300. (NIOM 9i Oslo
undersøger bl.a. alt vedr, amalgam undtagen de
biologiske effekter.)
Det er umuligt at lave undersøgelser, der viser
sammenhæng mellem sygdomme og Hg-depoter, deres
placering og mængde, fordi analyser først kan gøres
efter døden. Hg´s rolle forstås kun v.hj.a. de kemiske
processer, der er afgørende for vores helbred.
B. Kviksølvets kemi i kroppen.
Hg er lumskt, dampene usynlige, de kan hverken lugtes
eller smages. Ved stuetemperatur er dampmængden
betydelig. 37 grader varm, mættet luft indeholder
50.000 µg/m3. Faregrænsen varierer fra land til land,
fra 50 i Norge til 1 µg/m3 i Rusland (på papiret). De
bliver revideret nedad ved behov. Her i landet er
grænsen p.t. 25 mg/m3 for uorganisk Hg og 10 for
methyl-Hg. Giftigheden kan belyses således: Eet gram
Hg placeres på en fodboldbane, fordampes og fordeles
jævnt i samme højde over hele banen, så faregrænsen
overholdes. Højden er da fra 3 til150 meter. Det er,
hvad nævnte person fra "amalgam-generationen" har
lagret i kroppen. Hg frigøres desuden ved slid og det
trænger ind i kæbebenet. Det opfanges i slimhinder og
spyt. Særligt graverende er guldkroner sammen med
amalgam. De to metaller danner et elek-trisk element,
og amalgamet opløses mange gange hurtigere. Det er
1800-tals viden. Den extra belastning varer så længe,
som begge metaller findes, og p.g.a. guldprisen går
der oftest lang tid. Endv. øges frigørelsen af Hg
kraftigt ved stort forbrug af tyggegummi.
I 1936 inhalerede den tyske Prof. Alfred Stock 25 µg
Hg gennem næsen, fik svimmelhed, hovedpine og
næsekatar i et par dage. Det går direkte langs
lugtnerven til hjernen. Snifferne. ved det. 10 gange
så meget via munden gav ingen symptomer. Højeste
Hg-tal i hovedet findes netop ved lugtcentret og i
hypofysen (5) - (6). Der kræves altså optimal
beskyttelse af alle nærværende ved udboring. Desuden
er nyrerne kroppens største "kviksølvpool" (7). Vi har
Hg i kroppen i 3 former: Metallisk Hg som i
fyldningerne; det omsættes ret hurtigt til Hg-ioner
(svarende til jern og rust) og til såkaldt
methylkviksølv v.hj.a. vore bakterier.
Hg-ioner genererer de mest aggressive frie
radikaler, d.v.s. molekyler med en uparret elektron.
Disse er kun stabile parvis, stjæler den manglende
elektron ved at angribe alt i nær-heden og sætte det
ud af funktion, incl. vigtige enzymer, hormoner og
DNA. Intet er så mas-sivt virkende og i så store
mængder som Hg fra amalgam, 24 timer dag ud og dag
ind. Frie radikaler dannes i en strid strøm, idet
samme kviksølvatom recirkulerer. Vi får såkaldt "oxidativ
stress", som i graverende form er sygdomsfremkaldende.
Stærk ubalance mellem det oxidative angreb og det
antioxidative forsvar er en alvorlig, lidet påagtet og
lidet forstået kilde til store sundhedsmæssige
problemer.
Hg bindes desuden meget stærkt til svovlholdige
aminosyrer i bl.a. æggehvidestoffer, DNA og vigtige
forsvarssystemer mod oxidativ stress. Begge angreb på
DNA giver grobund for mutationer, første trin på vej
mod cancer.
Methylkviksølv er langt giftigere end metallisk
kviksølv. Den estimerede Dr. Bernard Weiss, Univ. of
Rochester, NY, skrev allerede i1975: Hg har i mange år
været erkendt som en gift for det centrale
nervesystem. "It may pose hazards .. difficult to
specify because the changes in function .. by
relatively low, but chronic, levels may unfold only
gradually and subtly in ways that current methods of
behavioral assessment are unprepared to evaluate". It
"displays an extraordinary affinity for the CNS. It
kills nervous tissue." "It must be assumed that once
distinct neurological signs appear, widespread damage
to the brain has occurred" (8). Det ophobes i
fedtholdigt væv og går gennem ellers beskyttende
barrierer blod-hjerne, blod-retina, i placenta og
mælkekirtler. Om skader på børn, se afsnit C.
60% af hjernens vægt udgøres af fedtlignende stoffer,
højt umættede og let oxiderbare. Den bruger 20% af det
basale iltforbrug og er særligt sårbar for oxidativ
stress. Øvrige Hg-angreb lægges ovenpå. Methyl-Hg
akkumuleres i hjernen og dræber nerveceller, så det
kan ikke overraske, at neurologiske sygdomme er rigt
repræsenterede i listen nedenfor. Kviksølv i naturen,
spild fra industri, amalgam og husgeråd er for ædelt
til nogensinde at forsvinde ud af kredsløbet.
Bakterier, svampe m.v. omdanner det til
letfordampeligt methyl-kviksølv, kogepunkt kun 96C, og
det akkumuleres i al evighed i fødekæden. En oversigt
over dyrelivet (9) nævner også skader på mennesker:
Kromosombrud, nedbrydning af nervetrådes fedtagtige
isolering, og reduceret synsfelt. I pattedyr
akkumuleres det selektivt i fostrets hjerne, fører til
mentale defekter, misdannelser og fosterdød (9). Det
er mere end sandsynligt, at noget lignende gælder for
os.
Et stof med en sådan giftighed overalt i kroppen kan
ikke affærdiges som hypotese for uforklarlige mentale
sygdomme. Vi har ikke behov for et eneste Hg-atom,
samtlige er gift.
C. Symptomer og sygdomme
En række symptomer er karakteristiske for den snigende
langtidsforgiftning:
Depressioner angst skyhed irritabilitet øget
nervøsitet
hukommelsestab koncentrationsbesvær synsforstyrrelser
hovedpine
overvældende træthed muskel- og ledsmerter rystelser
svimmelhed
kolde extremiteter prikken i læber og fingre
selvmordstanker følelsesløshed
øresusen hyppige forkølelser, der ofte fortsætter i
bihulebetændelser
Lægerne kan i reglen ikke diagnosticere disse
symptomer som kronisk kviksølvforgiftning.
Patienterne, der udgør 20% af konsultationerne, sendes
til gentagne kostbare undersøgelser, og de kan ende
som "hypokondere". Det er de ikke, de er
kviksølvforgiftede.
Sygdomme. Biokemikerne har i deres research løst gåden
om de kroniske sygdomme, der beror på oxidativ stress,
idet antioxidanter forbedrer patientens helbred (10) -
(16). De ved dog endnu ikke, at kviksølv fra amalgam
er den absolut dominerende kilde. I denne kategori:
Alzheimers og Parkinsons sygdom senil demens
skizofreni
multipel sklerose ALS fibromyalgi epilepsi
migræne kronisk træthed tinnitus cancer (17)
aterosklerose osteoporose cataract reduceret sperm
nogle reumatiske sygdomme allergier såsom astma og
psoriasis.
Der er påvist samme defekter i hjernens axoner p.g.a.
kviksølvforgiftning som i Alzheimer-
Parkinson- og ALS-syge (18).
Næste generations defekter. Methylkviksølvs
gennemtrængning af førnævnte barrierer er
skæbnesvanger og fører til permanente skader på foster
og baby. Da det dræber nerveceller (8), vil blokering
af en del trin i hjernens udvikling gøre den
ufuldendt, og barnet bliver mentalt retarderet.
I en ny svensk rapport resumerer den verdenskendte
prof. Maths Berlin 400 af 2.300 kilder 1993-97: Bl.a.
sociomedicinske undersøgelser viser større
tilpasningsproblemer for mentalt retarderede børn end
for middel intelligente. Børn i tæt befolkede områder
i USA har mindre mental kapacitet p.g.a.
blyforgiftning. Hg fører til exakt samme resultat,
additivt; de 2 metal-lers kemi er på alle relevante
områder analoge. Mental retardering viser sig som
reduceret indlæringsevne, hyperaktivitet, øget behov
for specialundervisning og social assistance, vold,
kriminalitet og narkomisbrug (19). Det er netop vor
tids problemer! De forstås ikke af det etablerede
system p.g.a. dets manglende kendskab til de bagved
liggende processer.
Maths Berlins dokument er meget sobert, kvalitativt
over EU-rapporten. Det førte til den svenske regerings
amalgamforbud for ikke at risikere næste generation.
For tidlig aldring. Hg medfører ikke blot
alderssygdomme; det accelererer den naturlige
aldringsproces. Biokemikerne kender nok til den del af
aldringens gåde, hvor situationen forbedres med
antioxidanter (10) - (16). De ved blot heller ikke
her, at kviksølv fra amalgam er den væsentligste kilde
til ubalancen.
De er optimistiske og forventer inden for få år at
kunne anvise, hvordan folk kommer til at føle mentalt
velvære og holde sig på toppen i høj alder, se fig.
Det får vide konsekvenser: Pensionsalderen kan hæves,
og al tale om ældreboomet og dets økonmiske
belastninger, der bygger på en simpel extrapolation,
må revideres. Det gør ingenting, at antallet af ældre
stiger 25%, når udgiften falder 50% pro persona.
Det er kostbart, at myndighederne negligerer denne
højtstående, givtige forskning.
D. Konklusion
Som beskrevet angriber kviksølv os bredt på 3 fronter:
1) Frie radikaler, der splitter alt i nær-heden i den
enkelte celle, 2) svovlholdige proteiner m.m.
ødelægges og 3) methylkviksølv er en potent nervegift
i fedtvæv. Artiklen viser, at det aktuelle mønster på
alderssygdomme er overvejende betinget af
befolkningens påtvungne kviksølvforgiftning med et
enormt potentiale for forebyggelse. Alt dette ved
kemikere, der sætter sig ind i stoffet på solid
videnskabelig basis. Amalgam-kontroversen skyldes kun
sundhedssektorens manglende indsigt i det, der forgår
i de enkelte celler, og at advarslerne ikke tages
seriøst.
Mange videnskabsmænd m.fl. undrer sig over de senere
års stærke acceleration af en del kroniske sygdomme.
F.eks. Demens, brystkræft, knogleskørhed og allergi.
Tilmed forskydes aldersgrænsen for nogle af dem nedad,
sågar til skolealderen. De mentale problemer, som
prof. Berlin beskrev, opleves stadigt hyppigere.
Tillige er antallet af vanskabte og udviklings-skadede
børn stigende, bl.a. autistiske, epileptiske og
DAMP-børn. Man beagter slet ikke amalgamforgiftningen
gennem generationer og overgangen til det ustabile
high copper amalgam, der nu tidsmæssigt sammenfalder
med sygdomsaccelerationen. De resultater, som
lægevidenskabens famlende forskning opnår mod kroniske
sygdomme, er påfaldende beskedne, trods
mangmilliardindsats blottet for kemiske konsekvenser.
I klinisk forskning er man nøje med kontrollerede
forsøg. Modsat er anvendelsen af amalgam det største
ikke kontrollerede experiment nogensinde, hvor en hel
generation går gennem livet med en af de stærkeste
gifte, evigt lækkende i intolerable mængder i munden.
Uden at man medicinsk kan vurdere effekten i levende
live. Den generation kommer til at dokumentere
resultatet i form af kroniske sygdomme i hidtil uset
omfang.
Sanering af millioner fyldninger er en kostbar og
langtrukken engangsudgift, men for intet at regne mod
gevinsten. Potentialet er op mod 50% af det samlede
omsorgsbudget - om året. Plus indkomstbidrag fra
senere pensionering.
Som prof. Murray Vimy begyndte sit foredrag på
IAOMT-konferencen i Oxford i sommer for amalgamfrie
læger og tandlæger: The amalgam case is over, the rest
is politics (20).
Ved mentalt velvære forstås følelse af høj energi,
mindre træthed, høj mental
årvågenhed, god hukommelse, i stand til at håndtere
komplekse opgaver,
frihed for infektions- og kroniske sygdomme og
passende fysik (15).
Litteraturhenvisninger
1 Dental Amalgam, A Report with reference to the
Medical Devises Directive 93/42/EEC from an Ad-hoc
Working Group mandated by DGIII of the European
Commission 1998. www.nordiskadental.se/EUamalgam/eumain.htm
2 Echeverria D et al. Neurobehavioral Effects from
Exposure to Dental Amalgam Hgo: New Distinctions
Between Recent Exposure and Hg Body Burden. I
Forskningsrådsnämnden, Amalgam and Health, Engl. Ed.
1998. p. 297-307. Adresse: FRN, Box 7101, S-103 87
Stockholm.
3 Environmental Health Criteria for Inorganic
Mercury 1991; 118, WHO/Geneve
4 Weiner JA, Nylander M. Aspects on Health Risks of
Mercury from Dental Amalgam. In: Chang LW, Magos L,
Suzuki T, editors. Toxicology of Metals. CRC-Press;
Boca Raton FL:1996. p. 469-86.
5 Stock A. Die kronische Quecksilber- und
Amalgamvergiftung. Arch Gewerbepathol Gewerbehyg
1936;7: 388-413.
6 Störtebecker P. Direct Transport of Mercury from
the Oro-nasal Cavity to the Cranial Cavity as a Cause
of Dental Amalgam Poisoning. Swed J Biol Med 1989; 3:
8-24.
7 Nylander M. fri från amalgam. Amalgamskadefonden,
Axel Johannsons gata 4, 754 51 Uppsala.
www.amalgamskadefonden.se
8 Weiss B, Simon W. Quantitative perspectives on
the long-term toxicity of methylmercury and similar
poisons. In: Weiss B, Laties VG, editors. Behavioral
Toxicology. Plenum Publ Corp; 227 West 17th St, 10011
New York:1975. p. 429-37.
9 Wolfe MR, Schwartzbach S, Sulaiman RA. Effects of
mercury on wildlife, a comprehensive review. Environ
Toxic Chem 1998; 17(2): 146-60.
10 Halliwell B, Gutteridge JMC. Free Radicals in
Biology and Medicine. Oxford University Press; 3rd Ed.
1999. xxxi + 936 pp. Kapitler om de fleste her
behandlede emner, men intet om kviksølv fra amalgam
11 Léger CL. Oxydations, substances à fonction
antioxydantes et stress oxydatif: relations avec le
vieillissement - révue critique. Oléagineux Corps gras
Lipides 1996; 3: 182-95.
12 Aruoma OI. Nutrition and Health Aspects of Free
Radicals and Antioxidants. Food Chem Toxicol 1994; 32:
671-83. Idem. Extracts as antioxidant prophylactic
agents. INFORM, Am Oil Chem Soc, 1997; 8: 1236-42.
13 Shahidi F. Natural Antioxidants: An Overview.
In: Shahidi F, editor. Natural Antioxidants Chemistry,
Health Effects and Applications. Champaign, IL: AOCS
Press; 1997. p. 1-11.
14 Weissburger JH. Vitamin Antioxidants and Disease
Prevention. Ibid: p. 245-57.
15 Papas AM editor. Antioxidant Status, Diet,
Nutrition and Health. CRC-Press; Boca Raton FL, 1998.
650 pp. Kapitler om cancer generelt samt hud- og
tarmcancer, åreforkalkning, immunsystemet, for tidligt
fødte børn, neurologiske sygdomme, øjets sygdomme og
aldring.
16 Ames BN, Shigenaga MK, Hagen TM. Oxidants,
antioxidants and the degenerative diseases of aging.
Proc Natl Acad Sci USA 1993; 90: 7915-22.
17 Ames BN, Gold LS, Willett WC. The causes and
prevention of cancer. Proc Natl Acad Sci. USA 1995;
92: 5258-65.
18 Haley BE, Pendergrass JC. Toxic Effects of
Mercury on Central Nervous System Nucleotide binding
Proteins: Potential Role in Alzheimer´s Disease, 1999,
www.altcorp. com, Univ. Kentucky, Lexington, KY.
Pendergrass JC et al. Neurotoxicol. 1997; 18: 315-24.
19 Berlin M. Mercury in Dental Fillings - an
Environmental and Medicine Risk Assessment A
Literature and Knowledge Review. I:
Forskningsrådsnämnden, Amalgam and Health, Engl. Ed.
1998. p. 369-83. Adresse: FRN, Box 7101, S-103 87
Stockholm.
20 Vimy M, Univ. Calgary, på Intern. Acad. of Oral
Med and Tixicol´s Conference, IAOMT i Oxford i Juli
2000: "Never have so few done so much harm to so many"..
|
