Rodbehandling og materialer 

 

Af og til er det nødvendigt at foretage en rodbehandling af en tand – som alternativ til at trække tanden ud. 

Ved en rodbehandling fjernes bindevæv med blodårer og nervetråde i det hulrum som er placeret midt i tanden og i kanalen, som løber ned gennem roden. 

 

Herefter fyldes disse hulrum op med et gummimateriale og en lim som hindrer, at bakterier kan trænge igennem disse kanaler og ud i den omgivende knogle. 

 

En rodbehandlet tand er – populært sagt – en død tand! 

Jeg anerkender den skeptiske holdning til at efterlade dødt væv i kroppen, som rejses fra specielt amerikansk side. Men ulempen ved at mangle den pågældende tand kan jo også være stor, afhængig af hvor i munden tanden sidder. 

 

Hvis man i øvrigt ikke er svækket af andre belastninger på sin krop skulle enkelte velfungerende rodbehandlinger - hos de fleste - ikke i sig selv være en sundhedstruende belastning.

Nogle rodbehandlede tænder afgiver imidlertid kraftige toxiner(giftstoffer), som kan være meget belastende for kroppen og dens imunforsvar. 

 

Hvis man vælger at rodbehandle, hvor alternativet ellers er at fjerne tanden, er det vigtigt at vælge et materiale som er så lidt reagerende over for kroppen som muligt. 

Klinikken anvender her gummipoints, som er uden cadmium samt en limtype der hedder Apex-it. 

 

 

 

På øverste billede til venstre ses et cariesangreb (gult) under udvikling i den store kindtand. Hvis hullet ikke laves, fortsætter det ned mod nerven inde i tanden, og ender med at inficere denne (næste billede). Det kan give voldsomme smerter, og kræver rodbehandling. Hvis det udsættes, udvikles en tandbyld. 

 

 

Ved en rodbehandling fjerner man resterne af nerven i lokalbedøvelse (venstre nederste billede). Den udrensede nervekanal fyldes så op med et pasta-agtigt materiale, og der afsluttes med en fyldning (nederste højre billede). Således har man tilbage en død, men fuld funktionsdygtig tand med svagt mindsket brudstyrke.